Når sabbatten får melodi

3. januar 2022 af Julie Kajgaard

Sabbat og hvile. Det kan hurtig blive religiøse ord, hvor vi havner i floskler, når vi skal beskrive indholdet af dem. For at bruge andre ord end de sædvanlige har jeg brugt salmen: Du fylder mig med glæde (Den Danske Salmebog nr. 371) som hjælpemiddel. Sabbatten har simpelthen fået en melodi.

I sabbatten mærker vi glæden

Du fylder mig med glæde,

for glæden er fra dig,

du Gud, der helst vil give,

så glæden bor i mig.

I sabbatten har det altid været Guds tanke at give sin godhed, kærlighed og glæde til sin skabning. I jødisk tradition siges der, at man ikke må sørge på sabbatten. Alt med hviledagen er forbundet med glæde og fest. Det hænger sammen med den afgørende fortælling for det jødiske folk, som tager afsæt i befrielsen fra slaveriet i Egypten. Det var som frie mennesker, at israelitterne kunne holde sabbat.

Sabbatten er også i dag en gave til os, der er blevet gjort frie igennem Jesus. Jesus skaffede alle mennesker frihed. En frihed til at leve i relation med Gud, andre mennesker og det øvrige skaberværk. En frihed der er forankret i kærlighed fremfor frygt, magt eller undertrykkelse. Når vi hviler med afsæt i Bibelens tanke om sabbat, kan vi på en særlig måde mærke glæden ved et liv i frihed.

I hvilen rummes vores smerte

Du løfter op min smerte,

så smerten er hos dig,

du Gud, der kender sorgen

og deler den med mig.

Med Jesus som Guds udtrykte billede sker der et nybrud i forhold til sabbatten og sorgen.  I jødisk tradition er sorgen ikke er velkommen på sabbatten. Men dette bliver vendt på hovedet med Jesus.

I beretningen om Jesu død og opstandelse skal vi særligt bide mærke i påskelørdag. Påskelørdag er i evangelierne en tavshedens dag. Der fortælles ikke noget om, hvad Jesu venner og familie foretog sig den dag. Det, vi ved, er, at det var en sabbatsdag mellem Jesu død og opstandelsen. Det var en sabbat, hvor jeg tror, at kvinderne i Jesu følge havde svært ved at sidde stille, for de måtte ud til graven og sørge. Det var en sabbat, hvor jeg forestiller mig, at Simon Peter var fyldt af frygt for, hvad der skulle ske med venneflokken, og samtidig var han også fyldt af sorg over, at hans Herre og Messias var blevet korsfæstet som en gemen forbryder. Påskelørdag blev en sabbatsdag, hvor sorg og smerte blev en del af troen på Guds sejrrige opstandelse.

Påskelørdag er nu en dag, hvor vi på en særlig måde ser, hvordan Gud gjorde sig selv sårbar. Hvordan Gud tog smerten på sig. Hvordan Gud ikke trak sig fra det allersværeste – døden – men gik helt ind i det. Med påskelørdag blev hvilen et sted også for sorg og smerte.

Sabbatten giver plads til forundring

Du fylder mig med undren,

forunderlige Gud,

du åbner altid udvej,

når alt ser håbløst ud.

I en hverdag, der er fyldt af opgaver, pligter og ansvar, kan det nogle gange være svært at give sig hen til det, der skaber undring og nye indsigter. Mange af os kender til længslen efter luftforandring. Vi længes måske efter at se nye omgivelser og gøre os nye erfaringer, eller at der kommer et nyt perspektiv på hverdagens trummerum.

Her kan beretningen om, at Gud hvilede efter skabelsesakten hjælpe os. For de første mennesker begyndte deres tilværelse i hvilen. Lige der fik de mulighed for at undersøge, hvem de var, og hvor de var. Hvilen er dermed også en invitation til undring. Når vi hviler, enten alene eller sammen med andre, kan vi få lov til at se mere af Guds væsen, og samtidig kan vi bede om, at vi må se vores eget liv fra Guds perspektiv. Her kan gudstjenesten være et sted, hvor vi på en særlig måde lader os fylde med undren over, at Gud er med i det hele, og der er intet, vi står alene med.

Hvor tankerne finder hvile

Du løfter mine tanker,

så de får fred i dig,

du er der, når jeg synes,

at du forlader mig.

Jeg tror, at flere af os kender til det at have tankemylder, inden vi skal sove. Det kan nærmest drive en til vanvid, for man har bare brug for sin søvn. Ud over tankemylder om natten kan vi også om dagen have mange tanker. Det kan dreje sig om alt fra store spørgsmål til små trivialiteter. Men tankerne fylder os.

I denne tid kan en praksis af hvile hjælpe os til at få sorteret tanker fra og til. Vi kan i hvilens åndedrag vende os mod Gud og bede om, at Helligånden må kaste sit lys på vores tanker. I bønnen erfarer vi måske, at det som var en klagebøn i natten om, at Gud måtte give os fred, bliver en takkebøn om morgen om, at Gud fyldte os med en fred, som overgår al forstand. En fred, der på trods af alle tanker, fortæller os, at Gud er hos os i alt.

På vej mod den evige sabbatshvile

Du bærer mig i livet,

hvor alt kan ske med mig,

Gud, lad mig altid vide,

at jeg tilhører dig.

I den bibelske fortælling har hviledagen både en funktion lige nu og her, men sabbatten er også en påmindelse om, at en dag skal alt blive fuldstændig fornyet. Der skal komme en dag, hvor al skabning er forenet med Skaberen. En dag, hvor Jesus endnu en gang vil sætte sine fødder på denne jord, og han vil blive her til evig tid. Den dag skal den evige sabbat indtræffe. Den dag falder alt på plads, og det hele bliver som det skal være. Indtil den dag minder hvilen os om, at vi allerede nu er elsket og villet af Gud. Den kærlighed erfarer vi i glimt nu, men en dag skal vi leve i den. Uden begrænsninger.

Julie Kajgaard var indtil årsskiftet teologisk netværker i Den Danske Israelsmission. 

Israelsmissionen har udgivet pocketbogen: “Det er godt at hvile”, som Julie Kajgaard har skrevet. Bogen er letlæst, krydret med refleksioner over hvilens gave til os i dag. “Det er godt at hvile” kan bestilles på kontor(at)israel.dk